Trolderikkerne

Ry & Omegns Private Pasningsordning

Trolderikkerne

Ry & Omegns Private Pasningsordning

Værdigrundlag

 

I min private pasningsordning er der kun den samme voksen (og de samme børn, da jeg ikke modtager børn i gæstepleje), som det lille barn skal forholde sig til. 

Det gør det langt nemmere at skabe en tryg og tillidsfuld tilknytning, som er så vigtig for barnet. Tryghed og tilknytning er base for barnets lyst til at udforske, lege, lære og udvikle sig i den kommende spændende tid i "Trolderikkerne", og derfor det allerførste jeg har fokus på, når barnet starter.

Jeg ser det enkelte barn som unikt og værdifuldt, og min tilgang er primært lyttende og anerkendende. Jeg sætter ord på følelser og oplevelser, så det lærer at forstå sig selv og andre. 

Jeg oplever grundlæggende barnet som kompetent og selvstændig, og barnets initiativer og bidrag som væsentlige og meningsfulde. Jeg inddrager barnets perspektiv ved at følge dets spor, og undersøger hvad barnet undrer sig over og er optaget af. 

Barnet skal føle sig set og forstået og opleve, at det har en demokratisk stemme.

Jeg opmuntrer og støtter barnet til gå-på-mod i forhold til selvhjulpenhed, og motiverer til at barnet bidrager til hverdagen i det omfang, som barnet formår.

Jeg hjælper og støtter barnet i at mestre balancen mellem at varetage egne behov og tage hensyn til andres behov.

Jeg giver barnet erfaringer med, at det er værdifuldt i fællesskabet, og at det har krav på at blive hørt og respekteret - på samme måde som det skal lære at læse og respekterer andres udtryk og holdninger.

Det lille barn lærer gennem kroppen og sanserne. Ved at sanse omverden, udvikler barnet sin forståelse af verden, og hvordan den hænger sammen.

Læringen i min pasningsordning er meningsfuld, spændende og sjov for barnet, og tager udgangspunkt i børnegruppens engagement og interesser.

Vi skifter mellem planlagte og spontane aktiviteter.

Jeg støtter barnets nysgerrighed og tiltro til egne evner.

Legen er det helt centrale i min pasningsordning, da legen er en grundlæggende del for børns læring og udvikling.

Det er gennem legen at barnets sproglige og sociale udvikling fremmes og den stimulerer dets nysgerrighed, fantasi og virkelyst.

Jeg vil indrette omgivelser og organisere materialer, som skaber gode vilkår for leg, venskaber og børnenes kultur og initiativer. 

Det at lege er noget man skal øve sig på at blive god til. Derfor vil vi veksle mellem fri leg, hvor børnene selv eller sammen tager initiativ til leg, og leg hvor det er mig, der tager initiativ.

Jeg observerer, støtter, deltager i og udvikler legen på børnenes præmisser.

Jeg guider børnene, hvis uhensigtsmæssige samspilsmønstre opstår i legen og træde støttende til og på den måde styrke børnenes samspil.

Vi skaber nære relationer og omsorg for og til hinanden.

Jeg øver barnet i sociale færdigheder bl.a. ved at støtte initiativer til samspil og leg med andre børn, så alle børn får fællesskabserfaringer, og oplever at have venner.

Vi hjælper hinanden, og øver samtidig i at markere os, når noget ikke er okay.